Stilhed og en beslutning

Der har været stille længe på bloggen, alt for længe, hvis man gerne vil holde fast i sine læsere og evt. også gerne vil have nye læsere. Det er ikke fordi, der har været en eller anden større eller mindre livskrise, vi har skullet igennem, tværtimod - vi har det sgu godt herhjemme! Men mine tanker har kredset om bloggen, om instagram og i det hele taget om alle de virtuelle verdener, man lige for tiden kan vælge at være en del af. Skal jeg favne dem og tage dem til mig, med alt hvad de indebærer, eller skal jeg skalere ned til et minimum og have tid og overskud til den virkelige verden? For mig er det et enten eller, det er det ikke for alle, det er jeg godt klar over, men jeg føler mig ikke 100 % til stede i virkeligheden, hvis jeg skal tænke i instagram billeder, facebook status og blog indlæg. Derfor har jeg lige nu valgt at være til stede i virkeligheden. For den kræver min tilstedeværelse! Jeg er i praktik hos Røde Kors og arbejder med kommunikation på deres fundraising kampagner, Clara er snart to og kræver ikke kun ens fysiske tilstedeværelse, men også den mentale, vores forhold er skønt for tiden og det skal plejes og så den sidste store ting, som fylder utrolig meget - vi skal have en søsken til Clara. Der sker så mange skønne dejlige ting, som jeg gerne vil være til stede i, uden at skulle overveje, om jeg lige skal tage et billede til bloggen eller instagram - så derfor kære læsere, er der dømt pause på ubestemt tid. Jeg ved ikke, om jeg vender tilbage, måske når jeg igen skal på barsel. Det kunne godt tænkes, at jeg får brug for dette rum, som mental ventil, men indtil da må I have det skønt, og jeg håber, I vil følge med, hvis/når jeg igen melder mig på banen som blogger - og meget mere mor - nu snart til to skønne unger!

Mit liv lige nu

Jeg har et stykke tid haft lyst til sådan et lille status indlæg over mit liv lige nu, men det, som fylder mest, er også det, der forhindrer at sådanne ideer leves ud - eksamen.

Om 1,5 uge skal jeg til en vigtig, stor, frygtindgydende, skræmmende, seriøs og mundtlig eksamen i hele min kandidats teori/analyse/begrebsapparat. Derudover skal jeg d. 14. juni aflevere mit 2. semesters projekt i refleksiv ledelse og strategisk kommunikation om regeringens udspil om reform af folkeskolen - derfor læser og læser og læser og læser jeg. Alle dage er planlagt og her træder mit kontrol og planlægningsgen virkelig i karakter. Det var først, da min plan var lavet, jeg følte, jeg fik ro og overskud til rent faktisk at få læst, indtil da havde jeg følt mig alt for forvirret, uden at ane hvor jeg skulle starte og slutte. Men nu er der ro på - så meget ro, der kan blive, når min plan alligevel mangler 4-5 dage, fordi jeg var så (u)heldig at komme op mandag i den uge, der er afsat til den mundtlige eksamen og derfor ikke fik de 4 ekstra dage en eksamen fredag, havde betydet - øv for mig, men så er der lidt bedre tid til projekt i den anden ende, og det er nok godt nok.

Men derudover er mit liv lige nu ret så skønt. Solen er kommet, blomsterne og træerne springer ud, vi nyder foråret og Clara er bare en fest - en hysterisk fest til tider, men dog en fest. Hun snakker (japansk tror vi, hvor hun så end har lært det) hele tiden, hun sover ganske fint om natten og hun spiser en masse - lykken med børn :-). Nicholas og jeg har det, efter lidt for kort lunte hos os begge i en periode, rigtig godt - der er bare perioder, hvor det er mindre sjovt at være kærester, men lige nu ser det heldigvis ud til, vi er inde i en periode, hvor det er rigtig sjovt at være kærester. Vi bliver hele tiden bedre til at huske hinanden og de små ting, der gør hverdagen sjovere og nemmere og det kan klart mærkes. At vi så stadig kan diskutere, hvorfor det lige igen igen er mig, der laver mad eller ordner vasketøj (fordi jeg sidder herhjemme og læser hver dag og han er væk på job 7.30-17 hver dag) er jo så en anden sag og den diskussion, kommer vi nok aldrig af med.

Og så har jeg fået praktikplads! Jubiiiiiii - jeg skal i praktik som kommunikationspraktikant hos Røde Kors, så jeg lærer noget og gør noget for et godt formål - win win win!

Det var vist mit liv lige nu....jeg glæder mig til sommerferie om 1,5 måned og til 2 x sommerhus med 2 x bedsteforældre, en tur til London kun for mig og en tur til Stockholm for mig og Clara med min mor i august.

Håber også jeres liv derude er, som I gerne vil have dem.

Om at dele

Ja det var da vist på tide, jeg fik skrevet herinde....tiden flyver! Jeg er aktiv på Instagram - så find mig der @annaniskron, hvis du synes, jeg er alt for langsom med at skrive herinde.

Nå til sagen - i dag havde vi besøg af Claras gode ven Magnus og hans mor - de bor i samme bygning som os på etagen under os. Vi kendte ikke rigtig nogen med børn, da vi flyttede herover, og det kan mærkes på Clara - derfor kom de i vuggestuen med den ide, at vi måske kunne ses med dem (altså Magnus og hans forældre), når vi nu boede i samme bygning, og ungerne går på samme stue i vuggeren - en super ide! For ca 3 uger siden sås vi så alle sammen en søndag hos dem og det var en KÆMPE succes - kys, kram og masser af skøn leg (mellem børnene altså og snak og te/kaffe mellem forældrene). Og det er tydeligt når man kommer ned i vuggestuen, at de to har et særligt bånd - hvor er det dog fantastisk, de kan det i en alder af 1,5 år (de er jævnaldrenede).

I dag efter jeg hentede Clara, kom Magnus og hans mor op til en kop kaffe og hygge i en times tid inden aftensmad. Jeg troede virkelig, at det bare ville være hygge og fryd og gammen mellem de to, som det var sidst hos dem og er i vuggestuen. Selvfølgelig spiller det ind, at det er fredag eftermiddag mellem 16 og 17.30 (ja der forvandles Clara for en stund til en stædig og skabet teenager), men det var helt klart, at hun havde rigtig svært ved at dele sine legesager med Magnus. Hver gang han gik hen og fandt et stykke legetøj, tændte hun for sirenen (det kalder vi brok lyden, hun er ekspert i) og mente bestemt, hun skulle lege med den ting. Selvom han stort set hver gang, lige så sødt gav hende legetøjet og fandt noget andet, gentog det sig med den nye ting - hold da op, der kom der syn for sagen mht. at Clara ikke ser så mange andre børn udover i vuggestuen. Det der med at dele sine ting er godt nok lige noget, der skal læres herhjemme. Tænk hvis man som forælder ikke er opmærksom på sådan noget - lærer man det så nogensinde? Det er virkelig noget, jeg synes, er vigtigt - ligesom tolerance, åbenhed, høflighed og en masse andre ting, så skal man altså også kunne dele. Jeg er glad for vi er så bevidste om det og kan tage hånd om det, men det er samtidig også svært, når der kun er Clara, for vi kan jo ikke rigtig fake, at hun skal dele sine ting, når der ikke er andre. Forhåbentlig kan vi få mange flere dejlige besøg af Magnus og familie, så Clara bliver rigtig god til at dele sine egne ting.

Rigtig god weekend

Hvem ser fejlene?

Jeg har i dag fået fjernet et modersmærke, ikke fordi det på nogen måde var farligt, men fordi det var grimt, synes jeg. Det sad lige ved højre mundvig og lignede en stor knop/bums. Jeg har haft det så længe, jeg kan huske og er egentlig med tiden blevet mere og mere træt af det. Jeg troede ikke, jeg kunne få det fjernet, medmindre jeg selv ville betale for det. Men jeg spurgte aligevel min læge, og hun sagde så, at hun sagtens kunne lave en henvisning til mig, så jeg kunne få det fjernet. I dag var jeg så på plastikirurgisk klinik og få det fjernet og blev syet med 3-4 sting. Da jeg hentede Clara i vuggestuen forklarede jeg, hvorfor jeg havde et plaster i hovedet, og pædagogen siger så, at hun aldrig havde lagt mærke til det!
Det fik mig til at tænke - hvem der egentlig overhovedet lægger mærke til de små 'fejl', vi selv ser? Er der overhovedet andre, der ser dem? Jeg tror faktisk, vi selv lægger mere mærke til dem, end andre gør. På den ene side, for på den anden bliver de jo også en del af os, som vi ikke ser, som i rigtigt ser, fordi de jo bare er der og er en del af os. Men hvorfor så gå ud og blive skåret og syet i?

Jeg kan kun tale for mig selv i den situation - det 100 % for min egen skyld. Jeg er faktisk ligeglad med om andre så det - jeg synes. det var grimt, og derfor ville jeg gerne have det fjernet. Det må på en eller anden måde være den målestok, man bliver nødt til at stille det op i forhold til. Jeg tror, når man vælger at få foretaget kosmetiske indgreb (ligegyldigt om det drejer sig om et lille modersmærke, bryster, mave eller andre ting), så er det vigtigste, at det er for ens egen skyld, man gør det, og ikke for nogen andres eller for at andre skal tænke anderledes om en. Og det er jo netop det, der på en eller anden måde bliver utrolig svært, når skønhedsidealet ligger så langt fra virkeligheden for ret mange kvinder, for hvem er perfekt over det hele? Og når skønhedsidealet så gør en usikker, og det får en til at ændre noget, for at blive mere selvsikker - hvis skyld gør man det så for - umiddelbart vil man jo svare sin egen, men hvis nu idealet var anderledes, var det ikke sikkert man ville ændre noget - så bliver det i sidste ende for andres skyld, eller i hvert fald på grund af andre (andet), at nogle ender med at få foretaget visse indgreb.
Og ydermere - kan man overhovedet stoppe igen, hvis man ikke få mærket efter, hvad der er vigtigst og hvorfor det og det indgreb er vigtigt? For jeg tror ikke, nogen nogensinde kan opnå det ideelle, dels fordi man aldrig bliver perfekt - og gudske lov for det og dels fordi jeg ikke tror på det ideelle findes. Det ideelle for mig er ikke det idelle for dig. Det kan godt være, der er nogle gængse begreber i forhold til en ideel krop som size 0, flad mave, et bestemt BMI osv. som gør, at vi tror, vi alle synes, det samme er det ideelle, men jeg tror ikke, det forholder sig sådan. Vi opfatter alle disse ting forskelligt og tillægger det forskellig betydning, alt afhængig af vores egen kontekst og derfor giver det ikke mening at stræbe efter npget ideelt, medmindre man er opmærksom på, at det er ens egen opfattelse af ideal man går efter og at det dermed er for ens egen skyld, man vælger at gøre det, man gør. En anden side af sagen for mig personligt, er at jeg ikke tror, jeg kommer til at opnå det ideal, jeg har i forhold til mig egen krop - men det har jeg accepteret og det er faktisk ok. Jeg kan godt drømme om fast lille numse, faste bryster, minus appelsinhud og en flad mave...men det er bare ikke realistisk og det er ok, jeg kan godt være tilfreds alligevel. ;Men min bumselignende gevækst var jeg sgu ikke tilfreds med og nu er den væk - skønt!

Puha....sikke en smøre...tankerne fik lige lov at myldre og der var flere end, jeg lige troede...håber det giver mening...

Blog anbefaling

Har netop opdaget en ny blog - den handler om skilsmisse og en masse andet - det er god, trist, sjov, ulykkelig, underholdende læsning - så tjek den ud. Jeg er i hvert fald både blevet underholdt og krydser samtidig fingre for jeg aldrig kommer i den situation, for det er samtidig uendeligt trist.

Bloglovin

Som så mange andre i blogland skriver, så dør Google Reader - hvis I stadig vil følge min blog (det håber jeg virkelig I vil :-)), så gå ind her og opret dig og følg mig på bloglovin - det er nemt og der kan man like posts - jubiii - det har jeg ofte manglet!

Hvis I gerne vil følge de blogs I plejer at følge med Google Reader med Bloglovin, kan I nemt importere alle blogs på en gang (jeg har lånt guiden her):

1. Gå ind i Settings  Bloglovin
2. Scroll ned i bunden og tryk på Importer Blogs
3. Vælg Import Blogs fra Google Reader, tillad at Bloglovin får adgang til din google konto og vupti, så er det hele der - easy peasy!

Husk I kan også følge mig på Instagram - jeg øver mig i at bruge det og håber jeg bliver bedre og bedre :-) - navn: annaniskron

Tvivlen blev gjort til skamme

Jeg er i gang med at søge praktik plads til efteråret og har haft det ret svært med det, fordi jeg synes, alle andre virker til at have meget mere erfaring og ikke mindst relevant erfaring, end jeg har...Jeg har derfor skulle presse mig selv lidt og også søge de jobs, jeg troede, jeg ikke ville komme i betragtning til, fordi andre ville være mere interessante for virksomhederne. Jeg har gjort sagt tvivlet godt og grundigt på egne evner....den tvivl er nu gjort fuldstændig til skamme!

Jeg er nemlig blevet indkaldt til 2 samtaler! Lige nu hedder statistikken - 2 ansøgninger sendt ud = 2 samtaler - jeg er ovenud lykkelig.

Begge stillinger har fokus på kommunikation, som er det jeg brænder for (men som jeg ikke troede, jeg ville have erfaring nok til at komme til at arbejde med i min praktik) og det er hhv. ved det danske kulturinstituts hovedkontor og hos Dong - jeg ved godt det 'kun' er samtaler og jeg ikke har fået noget af stillingerne endnu, men jeg er lykkelig for bare at komme til samtale - det betyder jo, at jeg har noget at byde på og det er en fed fornemmelse. Det er fedt at vide at ens CV rent faktisk er interessant for virksomheder. Det kan være svært, når man bare laller rundt i sin studieboble og ikke har nogen ide om, hvad de gerne vil have derude i den virkelige verden. Nu ved jeg at jeg har et eller andet de måske gerne vil have, så skal jeg bare give den gas til samtalerne, så jeg i det mindste får en af stillingerne...ellers søger jeg nogle flere steder og så får jeg noget et andet sted - nu tror jeg jo rent faktisk på, at det kan lade sig gøre :-)

Yay for selvtillidsboost!

Tøjs trælshedsfaktor

Hvorfor synes børn altid det er møg irriterende at skulle have tæj på?

Det er næsten ligegyldigt om det er det ene eller den anden slags tøj - body, bukser, bluser, trøjer, nattøj, overtøj osv...det er bare sjældent noget, de (læs Clara) synes, er en god ide og jeg undres....

Hvordan kan det være så slemt? Er det fordi, andre bestemmer, de skal noget og at de pr. definition er imod, når andre bestemmer? Er det fordi, det bare er sjovere, ikke at have tøj på, men vi voksne er indoktrineret med en ide om, at det er bedst?

Har I andre gode ideer til, hvordan det kan være tøj i nogle børns øjne bare er unødvendigt?

5 tilfældige

Rundt om i blogland deles der tilfældige facts fra kvinderne (har endnu ikke set en mand bag en af de blogs jeg læser, undskyld hvis jeg diskriminerer) bag de forskellige blogs...jeg vil også være med!

Et af de nyeste billeder af mig (brugt i flere andre indlæg, men dog et af de nyeste billeder)

Her kan tilfældig fact #6 så snige sig ind - jeg ELSKER at stå på ski - hvis jeg kunne gjorde jeg det hver weekend hele vinterhalvåret, men Danmark er bare ikke det bedste land til dette, så det ender med kun at være 1-2 uger hver vinter med familien. Jeg har boet og arbejdet to vintersæsoner i Norditalien som skiguide og kan slet ikke forestille mig ikke at stå på ski mindst den ene uge hver vinter.

 Og 5 tilfældige facts om mig - både lyserøde og knap så lyserøde.....vist mest bare facts, som hverken er det ene eller det andet, eller som er begge dele - livet er jo en god blanding:

#1 - Jeg er ordens og struktur menneske med stort O og S - jeg fungerer bedst, når der er rent og pænt og hvis ting er planlagt, og der er styr på, hvad jeg skal hvornår.

#2 - Jeg elsker de dage, hvor jeg er hjemme om dagen, bare mig, mens de andre to er på job og i vuggestue. Det er de dage, hvor vi ikke har undervisning og hvor jeg derfor sidder hjemme og læser. Jeg nyder at tusse rundt i mit eget selskab og gøre tingene i mit tempo - læsning, tedrikning, afslapning og huslige gøremål.

#3 - Jeg bliver ind i mellem grebet af et brændende ønske om at få et barn mere og andre gange bliver jeg grebet af en frygt for at det aldrig vil gå, hvis vi får et barn mere - heldigvis er det mest den første tanke, der griber mig....måske vi bare skulle gøre det :-).

#4 - Jeg elsker stadigvæk at fortælle om min fødsel - det er nok en af de ting i mit liv, hvor jeg er mest stolt af min præstation, hvis man kan sige det - jeg gjorde det fandme pisse godt og jeg kan stadig snakke om det igen og igen til alle, der gider høre om det (det gider min førstegangs gravide veninde heldigvis godt :-)).

#5 - Jeg stiller ufattelig (alt for høje) krav til mig selv og bliver nogle gange stresset og nervøs, med dertilhørende periodisk hjertebanken, over ikke at kunne stille mig selv tilfreds med sådan som livet nu former sig og mine evner indenfor alt, hvad jeg giver mig i kast med (studie, frivilligt arbejde, at være mor, at være kæreste, at være datter, at være søster, at være veninde osv.). Jeg vil helst være bedst til alt og er bange for hvad folk vil tænke, hvis jeg ikke er det (igen handler det jo nok mest om mig selv, for tror sgu ikke folk vil tænke så skide meget over det)....jeg kan ærligt indrømme, det var ganske forfærdeligt kun at få 4 i de to eksaminer, jeg havde sidste semester! Dette medfører også en mere eller mindre konstant dårlig samvittighed over alle de ting, jeg synes, jeg kunne og burde gøre bedre.

Lidt om mig - vil du også være med? Smid et link i kommentarerne, så jeg også kan lære lidt tilfældigt om dig.

Jeg længes

...efter forår og sol og sommer
...efter sushi og rose på altanen - i det hele taget igen at bruge altanen
...efter jordbær
...efter ikke at skulle bøvle med flyverdragt, luffer, hue og vinterstøvler
...efter solbrune fødder i fine sandaler

Hvad længes du efter?

 

Så forsvandt den ferie (med lidt sy-blær)

Så er hverdagen i gang igen. Jeg går til forelæsninger 3 dage om ugen 8.30-13.20 og har besluttet mig for at jeg på dette semester cykler derind - 15 km hver vej - både for at få motion og spare 600 kr om måneden på transport. Indtil videre går det meget godt (jeg har været derinde to dage)...håber dog snart, der kommer forår i luften frem for sne og slud.

Nå men tilbage til den der ferie, jeg har haft. Det har været SKØNT og tiltrængt. Den er blevet brugt på præcis det, jeg trængte til - afslapning, hygge med familien, syning og som det spontane element - en tur til ødegård i Sverige med 4 veninder fra studiet.

Jeg vil starte med at blære mig med det, jeg har fået syet - jeg er nemlig stolt, glad og tilfreds. Endelig lykkedes det mig, at tage mig sammen til at få syet en puf til Clara til vores stue. Selve skumgummi puffen har ligget i 9-10 måneder, men endelig er den færdig. Det tog en dags intensiv syning, men jeg er bare så tilfreds med resultatet. Den er lavet efter DIY fra LaRaLil her (bestemt ikke første eller sidste ting jeg laver efter DIY fra hende (måske en ide til et indlæg her på bloggen - en samlet oversigt over de ting jeg lavet ud fra hendes DIYs :-)). Hendes DIYs er udførlige og nemme at gå til, synes jeg. Tadadadaaaaaaa - I present 'the puf'! (i dårligt aftenlys)

Og her kommer så lidt billedspam fra resten af ferien.

Det kan være noget så svært at holde balancen på sådan en kælk - et billede fra vores uge i Vejle hos mine forældre, hvor der var virkelig meget sne - lige noget for Clara. Især når hendes morbror gad trække hende rundt på kælken.

Ture på legepladsen er det også blevet til, hvor vi gynger en del (ja vi laver ikke så meget andet på legepladsen - 'gy gy' gentages igen og igen ). Clara har opdaget, hvor fascinerende fugle er - godt hendes far er biolog.

Og til sidst et åar billeder af en dejlig tur i Sverige med gåture, afslapning ved brændeovnen, hjemmelavet pasta, hvidvin, bezzerwizzer (med xylofon - fancy ny udgave!) og masser af snak.

Lige et sidste billede, som får mig til at længes til sydligere himmelstrøg, dog ikke varmere, men bjerge med sne - min forsinkede nytårshilsen fra Italien :-) - bedre sent end aldrig (den var på facebook d. 31.12 og nu får I den her)!

Ferie ferie ferie (og en dum dum klap)

Aaaaaahhhhhhh - ferie - jeg har længtes efter dig! Jo jo jeg havde også 'ferie' mellem jul og nytår, men d. 10.1 ventede en mundtlig eksamen, så helt ferie har man jo ikke. Ski ferie i Italien var dog en skøn måde at få tankerne væk fra bøgerne på :-). Desværre gik klappen delvist ned til min eksamen og jeg måtte nøjes med den enormt ærgerlige karakter 4....ØV! Heldigvis som min vejleder sagde - det betyder jo ikke rigtig noget før specialet - tak for den. Derfor gik jeg på ferie med god samvittighed.

Nu nyder jeg ferien med Clara hjemme ved mine forældre, hvor vi bliver en hel uge. Så kan faren få arbejdet en masse i ugen og nørdet en masse i weekenden :-).

Jeg ved endnu ikke hvad al den ferie skal bruges til (jeg starter først igen 1.2), men noget af den skal bruges på at sy, noget på at ligge på sofaen, noget på at hygge med Clara, noget på at læse nogle gode bøger og så vil jeg ellers bare se hvad tiden bringer mig af ideer - jeg skal jo heller ikke have for travlt!

Og hov forresten - GODT NYTÅR

Der knokles

Stilheden skyldes eksamensstress og al anden tid bruges på at gøre det godt igen i forhold til familien...Håber I kan tilgive mig og holde ud, indtil jeg forhåbentlig igen får lidt overskud efter onsdag....jeg lover, der nok skal komme nogle indlæg - er fyldt at tanker om alt og intet, som jeg tror trænger til snart at komme ud....jeg drømmer mere og mere, om mere og mere mærkelig ting om natten...jeg tror, det er et tegn!

Håber I nyder december - jeg glæder mig til ferie!

Mon denne farve ville klæde mig?

Via en give away hos Christina, har jeg fundet denne kjole, som jeg synes er fantastisk smuk. Normalt er jeg mest til blå, hvis jeg skal vælge en farve, men jeg tror denne farve faktisk kunne gå ganske godt til mig. Så hvis jeg vinder den skønne give away hos Christina, ønsker jeg mig denne smukke kjole (i str. 42 sshhh!)

Billede lånt her

Følelser uden på tøjet

Jeg sidder her med tårer i øjnene, efter at have læst denne kronik om skilsmisse på politiken.dk.

Jeg er rørt, trist og krydser mine fingre for, det aldrig aldrig aldrig sker for os. Men det er jo ikke nok at krydse fingre....der skal knokles og kæmpes, for at det ikke sker. Det er hårdt i perioder, men jeg tror på, det er det hele værd. Jeg tror også på, at når en kronik som den der, mest af alt virker helt enormt angstfremkaldende, må det være fordi, jeg er præcis der, hvor jeg skal være. Tanken om at miste min kæreste og bedste ven er så uoverskuelig, at jeg vil gøre (næsten) alt for at det ikke sker. Jeg er sammen med mit livs kærlighed og jeg kæmper, griner, græder og elsker for at han vedbliver med at være netop det for altid!

Hvad tankerne er fyldt af

Frivillige i kommunerne, Røde Kors, forældrebestyrelse, studie, studie, studie....

Lige nu lakker vores forlæsninger mod enden - 1. semesteres projekt står for døren og barren er sat utrolig højt....de forventer altså en del på sådan en kandidat uddannelse....!

Projektet handler om frivillige i kommunalt regi - jeg synes, det er sindsygt spændende og glæder mig til at gå mere i dybden, og jeg glæder mig til selv at strukturere min tid - det fungerer altså bare bedst for mig! At tusse rundt derhjemme i joggingtøj og læse/vaske tøj/læse/forberede mad/læse og drikke en masse te mens vinden suser udenfor - what's not to like???

Derudover er jeg så småt i gang med at engagere mig i vores nye lokalsamfund...jojo vi har skam boet her i over 1/2 år, men ting tager jo tid....
Jeg har besluttet at stille op til forældrebstyrelsen i Claras institution - håber på at blive valgt - kryds fingre for mig d. 27.11.
Og så hart jeg taget skridtet og er selv blevet frivillig (det har faktisk ikke noget at gøre med projektet, denne beslutning blev truffet inden projektet blev besluttet). Jeg skal være aktivitetsleder i Røde Kors og arrangere arrangementer for udsatte familier - jeg glæææææder mig!

Efter jeg selv har oplevet, hvad det vil sige at være en familie, og ikke mindst alle de tanker, der følger med det at være mor, i forhold til gerne at ville kunne give ens barn alt og sørge for de aldrig har en beymring i livet, slår det mig ind imellem, at der bare er alt for mange både børn og forældre, som ikke har de samme muligheder og ressourcer, som vi har. Det gør mig trist og nu er det på tide at dele ud af de ressourcer, jeg har - for der er nok til flere end bare min egen lille familie! Jeg håber, at kunne gøre en forskel for nogle børn og voksne, som kæmper for at få hverdagen og familielivet til at hænge sammen, og jeg håber, jeg kan være medvirkende til, at de får nogle oplevelser, som kan give dem lidt energi og glæde i en ellers presset hverdag....forhåbentlig sker det engang næste år, nu skal vi lige have sat det hele i værk først.

Det er generelt en spændende tid, jeg går i møde, hvor der sker ufattelig mange ting - jeg glæder mig til at kunne fortælle mere om det hele :-).

Status efter 1 år og en fødselsberetning (lang)

(lidt over) 1 år er gået siden Clara kom til verden - det er gået alt for hurtigt og alt for langsomt på samme tid.

Jeg savner babyen og den hjælpeløshed, der følger med. Samtidig glædes jeg over alle de nye ting, hun kan og glæder mig til hun kan endnu flere ting selv (som at falde i søvn og spise). Det må vist være paradokset for enhver forælder....og det gælder jo om at nyde dem, der hvor de nu er, for i morgen er de et nyt sted i deres udvikling.

Her er Clara da hun blev født

Og her er hun dagen efter sin 1 års fødselsdag

Og i anledning af hendes 1 års fødselsdag, får I her min fødselsberetning:

Natten til d. 6.10 (hvor jeg havde tid i jordemoderklinikken – 10 dage over tid) havde jeg plukveer on of gennem det meste af natten. De gik i sig selv da jeg stod op. Kl. 11.15 havde vi tid i jordemoderklinikken. Vi snakkede med jordemoderen om de forskellige muligheder og vi blev enige med hende om, at fordi jeg følte mig pænt besværet efterhånden – ingen søvn osv. – kunne jeg få en pille Misoprostol, som skulle hjælpe med at modne min livmoderhals, så de evt. kunne tage mit vand, hvis det hele ikke gik i gang af sig selv.

Jordemoderen undersøger mig og jeg er mere åben end hun ville have troet – 1-2 cm, men stadig livmoderhals, så hun synes det er fint at få pillen og så komme igen dagen efter til tjek. Ca. Kl. 13 får jeg pillen og vi kører hjem med en tid næste dag til evt. at få en ny pille, hvis ikke der er sket noget eller de kan tage mit vand.

I bilen på vej hjem begynder de første pluk veer så småt at komme, men de er udholdelige og jeg kan fint både spise, snakke osv. Da vi er kommet hjem ringer jordemoderen og siger at hun efter at have snakket med de andre, der er på vagt synes vi skal komme til fødegangen kl. 18, for at blive tjekket der og evt. få en ny pille allerede der. Det er normalt at man får en pille igen om aftenen, men hun havde vurderet, da vi var der at vi skulle vente til næste dag. Nå men vi skal i hvert fald komme ind kl. 18 alligevel – dog til fødegangen da jordemoderklinikken er lukket på det tidspunkt.

Henover eftermiddagen tager veerne til (jeg tror stadig det er pluk veer, for har jo fået at vide det sagtens kan tage 2-3 dage før jeg føder, efter at have fået Misoprostol).

Da vi kommer ud på fødegangen kl. 18 undersøger de mig og jeg er nu 2-3 cm åben og ved at være i aktiv fødsel, hold da op, det gik stærkt synes vi. Men på dette tidspunkt er jeg heller ikke i tvivl om at det er ’rigtige’ veer jeg har – de kommer med ca. 5 min imellem og varer ca. 1 minut plus minus lidt. Jordemoderen, der undersøger os foreslår at vi kører hjem og kommer igen efter et par timer. Vi bliver tilbudt at blive, men fordi forløbet kan vare mange mange timer endnu, synes hun det vil være fint for os lige at tage hjem og få noget at spise og få pakket vores ting, så vi ikke skal bruge de næste 18-20 timer på en fødestue. Det giver meget god mening synes vi, så vi kører hjem omkring kl. 19.30. Nicholas pakker vores ting og får sig noget mad, mens jeg koncentrerer mig om min vejrtrækning. Ind i mellem veerne får jeg lidt tykmælk, for jeg skal jo have energi til at klare de mange timer endnu (troede jeg). Kl. 21.30 er det ved at være slemt med veerne og der er ikke altid pause imellem dem. Vi kører derfor til fødegangen og ringer på vej derud – vi må gerne tage den med ro og behøver ikke skynde os får vi at vide, men det gør efterhånden ret nas og jeg vil bare gerne derud og være på plads, så jeg kan koncentrere mig om at udholde veerne.

Kl. 22 er vi på Skejby igen og vi bliver først vist ind i modtagelsen, men de kan godt se jeg har ret ondt, så de spørger om ikke bare vi skal finde en fødestue til mig – JO TAK! Ca. kl. 22.30 kommer vi over på fødestuen og jordemoder Jette kommer og hilser på os. Hun undersøger mig og jeg er nu 6 CM ÅBEN!!!! Hun er ret imponeret over at jeg først er kommet derud nu, det er ikke mange der bliver hjemme til de er 6 cm åbne siger hun. Hun vil gerne køre strimmel, fordi jeg er så langt over tid, men det er lidt svært at skelne den lilles hjerterytme fra min, så hun tager mit vand for at sætte en elektrode på hendes hoved. Efterhånden tager veerne lidt mere til og de kommer uden pauser. Det hjalp lidt at komme om på siden at ligge, men det er hårdt og jeg begynder at genoverveje min beslutning om ingen epidural – jeg forventer jo at jeg skal ligge der mange timer endnu. Jette foreslår at jeg tager et brusebad, men det kan jeg ikke lige overskue. Jeg når dog til et punkt, hvor der skal ske noget. Så ca. kl. 23.45 stiller jeg mig ud under bruseren – det er rigtig dejligt, men hold nu kæft hvor de veer gør ondt. På et tidspunkt omkring kl. 00.20 føler jeg at jeg bare skal rigtig meget på toilet og ikke for at tisse. Jeg tænker, at der nok er noget, der skal ud inden fødslen for alvor går i gang, så jeg sætter mig på toilettet, men kan pludselig mærke at det ikke bare er toilet trang – jeg føler at jeg skal presse og det må jeg jo ikke når jeg ikke ved, hvor åben jeg er.

Jeg går lidt i panik og gisper mig igennem en ve, alt imens jeg får Nicholas til at hente Jette, der lige var gået ud lidt. Hun kommer og siger at hun også havde tænkt hun skulle ind og kigge til os igen, men hun havde ikke lige troet vi var nået så langt. Men mens jeg stod på badeværelset og holdt om vasken og gispede mig igennem lidt flere veer, gjorde hun og Nicholas klar inde på fødestuen med fødestolen til mig og lænestol bagved til Nicholas. Vi havde ikke overvejet om jeg skulle føde på fødestol eller ej, men det synes jordemoderen jeg skulle, hun synes i hvert fald jeg skulle sidde på den mens hun undersøgte mig, fordi mine veer havde været så meget værre da jeg lå på ryggen på sengen. Det hele var gjort klar og jeg kom ind på stolen og sad der lænet op af Nicholas og holdt ham i hænderne. Jette undersøgt mig og sørme om ikke jeg var helt åben. Vi var begge noget overraskede, det var jo kun 2,5 timer siden vi kom ind på sygehuset… Jeg synes dog vi fattede os hurtigt og så måtte jeg jo i gang med at føde vores lille pige.

Hun stod dog ikke helt nede i bækkenet endnu, så jeg skulle nøjes med at presse en lille smule med lige når jeg var på toppen af en ve og derudover gispe mig igennem veerne. På et tidspunkt følte jeg at nu kunne jeg altså ikke lade være med at presse mere. Det sagde jeg til Jette og hun sagde at så måtte hun hellere lytte til natur talentet (mig J) og lade mig presse. ENDELIG fik jeg lov at presse med, men av for søren da…

Der var efterhånden også en del lyd på mig J. Da jeg endelig kunne mærke at det var hende jeg pressede ud og ikke bare min endetarm, var jeg ikke et sekund i tvivl om hvad jeg skulle. Jette lagde varme klude på mit mellemkød og opmuntrede mig rigtig fint undervejs. Det værste øjeblik undervejs var da hovedet var på vej ud og den næste ve lod vente på sig – av av av av – men heldigvis var det jo kun et kort øjeblik og på næste ve blev hendes hoved født – meget mærkeligt. Den anden jordemoder, der var med til selve fødslen (fordi sosu assistenten ikke nåede det), holdt et spejl op så vi kunne se hende, og jeg fik lov at mærke hendes hoved. På næste ve blev resten af vores smukke lille pige født og kom op på min mave. Så kl. 01.12 havde jeg født vores datter, uden smertelindring eller epidural – som jeg havde lovet mig selv. Jordemoderen var ret imponeret og synes jeg havde klaret det vildt flot – jeg er egentlig også selv ret stolt over det hele!

Jeg havde inden fødslen tænkt at jeg ville synes det var lidt for meget med blod osv. på hende og mig, når hun skulle op til mig, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg sad lænet op af Nicholas og han holdt om mig, mens jeg holdt om vores lille pige. Jeg skulle lige blive siddende på fødestolen, mens moderkagen skulle fødes, navlestrengen (selvfølgelig af faren) klippes osv. Efter alt det var ordnet skulle jeg op på sengen og lige undersøges og syes en lille smule. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med alt det der foregik omkring mig, jeg var kun optaget af det lille menneske, der nu lå på min mave i stedet for inde i min mave– meget stor og vild oplevelse.

Ca. 3,5 - 4 timer efter fødslen kom vi over på mor-barn afsnittet (der var ikke plads på patienthotellet).

Nu når jeg kigger tilbage på forløbet er jeg enormt taknemmelig for hvor ’nemt’ det gik – det gjorde ondt, mere end man kan forestille sig, men jeg holdt ud og jeg kan se tilbage på det og føle mig stolt over både mig selv, men også Nicholas, som var så rolig og hjælpende hele vejen igennem. Jeg havde inden fødslen glædet mig til det, mens jeg var i det, kunne jeg ikke helt forstå jeg havde glædet mig, bagefter sidder jeg med en følelse af at have oplevet præcis det jeg glædede mig til og mere endnu

Dete hele blev skrevet i den første uge efter fødslen, hvor alt var i frisk erindring - ellers havde det nok været en del kortere og mindre detaljeret :-). Det er jo ligefør jeg glæder mig til engang forhåbentlig at skulle prøve det igen - fantastisk mekanisme, at man nærmest romantiserer fødslen og tiden med baby, når der er gået noget tid!

Aaaahhh

Ja overskriften minder om det fra sidste indlæg, men uden r'et - hvilket gør en verden til forskel.

- Eksamen er overstået
- Fødselsdag for Clara for hele familien er veloverstået
- Det nye fag er i gang - og virker spændende
- Efteråret med sine smukke smukke farver indhylder os i blæst, sol, regn og kulde - skabt til te, hygge og stearin lys

Vi bøvler stadig med dumme putninger og ind i mellem også nætter. Aftensmåltidet er ofte en kamp, som bare skal overstås, fordi det hele går op i skrig og skrål, uden vi har nogen ide om hvorfor....MEN - jeg gider ikke være negativ, jeg gider ikke gå med skuldrene oppe om ørene af frygt for om jeg nu får sovet, om Clara får sovet, om vi kan hygge os mens vi spiser osv osv! Så slut med brok, anspændthed (hvilket nok vil hjælpe på de hold i nakken, jeg får med et par ugers mellemrum), sure miner, irritation og altdet andet trælse, der har fyldt lidt for meget på det sidste.

Jeg vil nyde min datter, min kæreste, mit studie og fokusere på hvor priviligeret, jeg er, at jeg har alt, hvad jeg kunne tænke mig (min bankrådgiver kunne nok komme på en enkelt ting, der mangler, men det er jo ikke vigtigt vel ;-)?)!

Jeg vil gå ture i det blæsende efterårsvejr og nyde de røde, gule og orange farver. Komme hjem og putte mig med et tæppe og en (børne)bog med Clara på sofaen og snuse hende i håret og minde mig selv om, hvor skønt livet er!

Aahhhrrrrr!!!!!!

Eksamenspørgsmål:

1) Med udgangspunkt i selvvalgt empiri fra den udleverede case skal du anvende mindst
to selvstændige teorier fra pensum til at formulere og besvare en selvstændig
problemstilling vedrørende, hvordan mindst to forskellige kommunikative logikker konstituerer spillet om Operaen på særlige måder.

2) Du skal endvidere reflektere og perspektivere over, hvordan det politiske, her forstået som det skabende og konstitutive indenfor enhver kommunikationsform, er på spil i opgaven.

Ja så kom vores eksamensspørgsmål (eller det gjorde det  går kl 12) og jeg har indtil i morgen kl 12 til at skrive 10 sider om dette fantastiske oplæg....SHIT!!!!!! Så er jeg da for alvor tilbage som studerende...lige nu er jeg kun det.

Wish me luck...I need it big time!

Tanker

Alenetid nu på 3. dagen...og jeg nyder det stadig...jo jo jeg savner da mit barn, men jeg Nyder, med stort N, at kunne gøre hvad jeg vil, når jeg vil det.

- Fredagsøl efter skole, der endte med at trække ud til efter 23
- Grillstegt and og rødvin med min projektgruppe
- Serier og te på sofaen
- Eksamenslæsning
- Is og stearinlys med regnen der trommer på ruderne

Ind i mellem føles det som om, der er en opfattelse af at man som forælder, skal have lyst til at være sammen med sit barn 24-7....det har man også det meste af tiden, men ind i mellem er det også bare skønt ikke at være det....shit....did I just say that??? JA, det gjorde jeg, for det er jo rigtigt! Det er en smule tabubelagt at sige sådan om sit barn, men jeg kender ingen forælder, der ikke synes, det er rart ind i mellem at være uden barn. De behov, interesser osv. man havde før man fik barn, forsvinder ikke på magisk vis i det øjeblik babyen kommer ud af ens mave. Jeg er overbevist om, det er enormt vigtigt, stadig ind i mellem og have tid til bare at være sig selv og kunnet gøre som man har lyst, når man har lyst. Jeg samler helt vildt meget energi af at have sådan nogle dage her, og jeg tror, det er godt for både mig, barnet og faderen.

Så nu er jeg genopladet og klar til at de kommer hjem i morgen formiddag...jeg glæder mig :-)