Status efter 1 år og en fødselsberetning (lang)

(lidt over) 1 år er gået siden Clara kom til verden - det er gået alt for hurtigt og alt for langsomt på samme tid.

Jeg savner babyen og den hjælpeløshed, der følger med. Samtidig glædes jeg over alle de nye ting, hun kan og glæder mig til hun kan endnu flere ting selv (som at falde i søvn og spise). Det må vist være paradokset for enhver forælder....og det gælder jo om at nyde dem, der hvor de nu er, for i morgen er de et nyt sted i deres udvikling.

Her er Clara da hun blev født

Og her er hun dagen efter sin 1 års fødselsdag

Og i anledning af hendes 1 års fødselsdag, får I her min fødselsberetning:

Natten til d. 6.10 (hvor jeg havde tid i jordemoderklinikken – 10 dage over tid) havde jeg plukveer on of gennem det meste af natten. De gik i sig selv da jeg stod op. Kl. 11.15 havde vi tid i jordemoderklinikken. Vi snakkede med jordemoderen om de forskellige muligheder og vi blev enige med hende om, at fordi jeg følte mig pænt besværet efterhånden – ingen søvn osv. – kunne jeg få en pille Misoprostol, som skulle hjælpe med at modne min livmoderhals, så de evt. kunne tage mit vand, hvis det hele ikke gik i gang af sig selv.

Jordemoderen undersøger mig og jeg er mere åben end hun ville have troet – 1-2 cm, men stadig livmoderhals, så hun synes det er fint at få pillen og så komme igen dagen efter til tjek. Ca. Kl. 13 får jeg pillen og vi kører hjem med en tid næste dag til evt. at få en ny pille, hvis ikke der er sket noget eller de kan tage mit vand.

I bilen på vej hjem begynder de første pluk veer så småt at komme, men de er udholdelige og jeg kan fint både spise, snakke osv. Da vi er kommet hjem ringer jordemoderen og siger at hun efter at have snakket med de andre, der er på vagt synes vi skal komme til fødegangen kl. 18, for at blive tjekket der og evt. få en ny pille allerede der. Det er normalt at man får en pille igen om aftenen, men hun havde vurderet, da vi var der at vi skulle vente til næste dag. Nå men vi skal i hvert fald komme ind kl. 18 alligevel – dog til fødegangen da jordemoderklinikken er lukket på det tidspunkt.

Henover eftermiddagen tager veerne til (jeg tror stadig det er pluk veer, for har jo fået at vide det sagtens kan tage 2-3 dage før jeg føder, efter at have fået Misoprostol).

Da vi kommer ud på fødegangen kl. 18 undersøger de mig og jeg er nu 2-3 cm åben og ved at være i aktiv fødsel, hold da op, det gik stærkt synes vi. Men på dette tidspunkt er jeg heller ikke i tvivl om at det er ’rigtige’ veer jeg har – de kommer med ca. 5 min imellem og varer ca. 1 minut plus minus lidt. Jordemoderen, der undersøger os foreslår at vi kører hjem og kommer igen efter et par timer. Vi bliver tilbudt at blive, men fordi forløbet kan vare mange mange timer endnu, synes hun det vil være fint for os lige at tage hjem og få noget at spise og få pakket vores ting, så vi ikke skal bruge de næste 18-20 timer på en fødestue. Det giver meget god mening synes vi, så vi kører hjem omkring kl. 19.30. Nicholas pakker vores ting og får sig noget mad, mens jeg koncentrerer mig om min vejrtrækning. Ind i mellem veerne får jeg lidt tykmælk, for jeg skal jo have energi til at klare de mange timer endnu (troede jeg). Kl. 21.30 er det ved at være slemt med veerne og der er ikke altid pause imellem dem. Vi kører derfor til fødegangen og ringer på vej derud – vi må gerne tage den med ro og behøver ikke skynde os får vi at vide, men det gør efterhånden ret nas og jeg vil bare gerne derud og være på plads, så jeg kan koncentrere mig om at udholde veerne.

Kl. 22 er vi på Skejby igen og vi bliver først vist ind i modtagelsen, men de kan godt se jeg har ret ondt, så de spørger om ikke bare vi skal finde en fødestue til mig – JO TAK! Ca. kl. 22.30 kommer vi over på fødestuen og jordemoder Jette kommer og hilser på os. Hun undersøger mig og jeg er nu 6 CM ÅBEN!!!! Hun er ret imponeret over at jeg først er kommet derud nu, det er ikke mange der bliver hjemme til de er 6 cm åbne siger hun. Hun vil gerne køre strimmel, fordi jeg er så langt over tid, men det er lidt svært at skelne den lilles hjerterytme fra min, så hun tager mit vand for at sætte en elektrode på hendes hoved. Efterhånden tager veerne lidt mere til og de kommer uden pauser. Det hjalp lidt at komme om på siden at ligge, men det er hårdt og jeg begynder at genoverveje min beslutning om ingen epidural – jeg forventer jo at jeg skal ligge der mange timer endnu. Jette foreslår at jeg tager et brusebad, men det kan jeg ikke lige overskue. Jeg når dog til et punkt, hvor der skal ske noget. Så ca. kl. 23.45 stiller jeg mig ud under bruseren – det er rigtig dejligt, men hold nu kæft hvor de veer gør ondt. På et tidspunkt omkring kl. 00.20 føler jeg at jeg bare skal rigtig meget på toilet og ikke for at tisse. Jeg tænker, at der nok er noget, der skal ud inden fødslen for alvor går i gang, så jeg sætter mig på toilettet, men kan pludselig mærke at det ikke bare er toilet trang – jeg føler at jeg skal presse og det må jeg jo ikke når jeg ikke ved, hvor åben jeg er.

Jeg går lidt i panik og gisper mig igennem en ve, alt imens jeg får Nicholas til at hente Jette, der lige var gået ud lidt. Hun kommer og siger at hun også havde tænkt hun skulle ind og kigge til os igen, men hun havde ikke lige troet vi var nået så langt. Men mens jeg stod på badeværelset og holdt om vasken og gispede mig igennem lidt flere veer, gjorde hun og Nicholas klar inde på fødestuen med fødestolen til mig og lænestol bagved til Nicholas. Vi havde ikke overvejet om jeg skulle føde på fødestol eller ej, men det synes jordemoderen jeg skulle, hun synes i hvert fald jeg skulle sidde på den mens hun undersøgte mig, fordi mine veer havde været så meget værre da jeg lå på ryggen på sengen. Det hele var gjort klar og jeg kom ind på stolen og sad der lænet op af Nicholas og holdt ham i hænderne. Jette undersøgt mig og sørme om ikke jeg var helt åben. Vi var begge noget overraskede, det var jo kun 2,5 timer siden vi kom ind på sygehuset… Jeg synes dog vi fattede os hurtigt og så måtte jeg jo i gang med at føde vores lille pige.

Hun stod dog ikke helt nede i bækkenet endnu, så jeg skulle nøjes med at presse en lille smule med lige når jeg var på toppen af en ve og derudover gispe mig igennem veerne. På et tidspunkt følte jeg at nu kunne jeg altså ikke lade være med at presse mere. Det sagde jeg til Jette og hun sagde at så måtte hun hellere lytte til natur talentet (mig J) og lade mig presse. ENDELIG fik jeg lov at presse med, men av for søren da…

Der var efterhånden også en del lyd på mig J. Da jeg endelig kunne mærke at det var hende jeg pressede ud og ikke bare min endetarm, var jeg ikke et sekund i tvivl om hvad jeg skulle. Jette lagde varme klude på mit mellemkød og opmuntrede mig rigtig fint undervejs. Det værste øjeblik undervejs var da hovedet var på vej ud og den næste ve lod vente på sig – av av av av – men heldigvis var det jo kun et kort øjeblik og på næste ve blev hendes hoved født – meget mærkeligt. Den anden jordemoder, der var med til selve fødslen (fordi sosu assistenten ikke nåede det), holdt et spejl op så vi kunne se hende, og jeg fik lov at mærke hendes hoved. På næste ve blev resten af vores smukke lille pige født og kom op på min mave. Så kl. 01.12 havde jeg født vores datter, uden smertelindring eller epidural – som jeg havde lovet mig selv. Jordemoderen var ret imponeret og synes jeg havde klaret det vildt flot – jeg er egentlig også selv ret stolt over det hele!

Jeg havde inden fødslen tænkt at jeg ville synes det var lidt for meget med blod osv. på hende og mig, når hun skulle op til mig, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg sad lænet op af Nicholas og han holdt om mig, mens jeg holdt om vores lille pige. Jeg skulle lige blive siddende på fødestolen, mens moderkagen skulle fødes, navlestrengen (selvfølgelig af faren) klippes osv. Efter alt det var ordnet skulle jeg op på sengen og lige undersøges og syes en lille smule. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med alt det der foregik omkring mig, jeg var kun optaget af det lille menneske, der nu lå på min mave i stedet for inde i min mave– meget stor og vild oplevelse.

Ca. 3,5 - 4 timer efter fødslen kom vi over på mor-barn afsnittet (der var ikke plads på patienthotellet).

Nu når jeg kigger tilbage på forløbet er jeg enormt taknemmelig for hvor ’nemt’ det gik – det gjorde ondt, mere end man kan forestille sig, men jeg holdt ud og jeg kan se tilbage på det og føle mig stolt over både mig selv, men også Nicholas, som var så rolig og hjælpende hele vejen igennem. Jeg havde inden fødslen glædet mig til det, mens jeg var i det, kunne jeg ikke helt forstå jeg havde glædet mig, bagefter sidder jeg med en følelse af at have oplevet præcis det jeg glædede mig til og mere endnu

Dete hele blev skrevet i den første uge efter fødslen, hvor alt var i frisk erindring - ellers havde det nok været en del kortere og mindre detaljeret :-). Det er jo ligefør jeg glæder mig til engang forhåbentlig at skulle prøve det igen - fantastisk mekanisme, at man nærmest romantiserer fødslen og tiden med baby, når der er gået noget tid!