onsdag den 6. februar 2013

Så forsvandt den ferie (med lidt sy-blær)

Så er hverdagen i gang igen. Jeg går til forelæsninger 3 dage om ugen 8.30-13.20 og har besluttet mig for at jeg på dette semester cykler derind - 15 km hver vej - både for at få motion og spare 600 kr om måneden på transport. Indtil videre går det meget godt (jeg har været derinde to dage)...håber dog snart, der kommer forår i luften frem for sne og slud.

Nå men tilbage til den der ferie, jeg har haft. Det har været SKØNT og tiltrængt. Den er blevet brugt på præcis det, jeg trængte til - afslapning, hygge med familien, syning og som det spontane element - en tur til ødegård i Sverige med 4 veninder fra studiet.

Jeg vil starte med at blære mig med det, jeg har fået syet - jeg er nemlig stolt, glad og tilfreds. Endelig lykkedes det mig, at tage mig sammen til at få syet en puf til Clara til vores stue. Selve skumgummi puffen har ligget i 9-10 måneder, men endelig er den færdig. Det tog en dags intensiv syning, men jeg er bare så tilfreds med resultatet. Den er lavet efter DIY fra LaRaLil her (bestemt ikke første eller sidste ting jeg laver efter DIY fra hende (måske en ide til et indlæg her på bloggen - en samlet oversigt over de ting jeg lavet ud fra hendes DIYs :-)). Hendes DIYs er udførlige og nemme at gå til, synes jeg. Tadadadaaaaaaa - I present 'the puf'! (i dårligt aftenlys)





Og her kommer så lidt billedspam fra resten af ferien.


Det kan være noget så svært at holde balancen på sådan en kælk - et billede fra vores uge i Vejle hos mine forældre, hvor der var virkelig meget sne - lige noget for Clara. Især når hendes morbror gad trække hende rundt på kælken.


Ture på legepladsen er det også blevet til, hvor vi gynger en del (ja vi laver ikke så meget andet på legepladsen - 'gy gy' gentages igen og igen ). Clara har opdaget, hvor fascinerende fugle er - godt hendes far er biolog.



Og til sidst et åar billeder af en dejlig tur i Sverige med gåture, afslapning ved brændeovnen, hjemmelavet pasta, hvidvin, bezzerwizzer (med xylofon - fancy ny udgave!) og masser af snak.

Lige et sidste billede, som får mig til at længes til sydligere himmelstrøg, dog ikke varmere, men bjerge med sne - min forsinkede nytårshilsen fra Italien :-) - bedre sent end aldrig (den var på facebook d. 31.12 og nu får I den her)!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar