lørdag den 31. december 2011

Når dag bliver til nat og omvendt

Jeg sidder her i et sommerhus på Fyns Hoved, alle andre end mig sover og jeg venter på at Clara 'står op'. Hun har efter nogle dage med lidt pyller og knap så meget søvn nu fundet en rytme igen, desværre går rytmen ud på at sove fra om eftermiddagen og indtil et eller andet tidspunkt mellem ca. 23.00 og ca. 2.00 - ja kl. er nu næsten 2 og hun hart sovet siden kl. 16 - 9 timer, det er jo en drøm for små børns forældre, hvis bare de lå om natten i stedet. Så lige nu er der vendt op og ned på nat og dag. Selvom det selvfølgelig kunne være sjovere, hvis hun faldt i søvn ved 21 tiden og sov hele natten, er det nu meget hyggeligt, når hun vågner her efter mange timer og man har hende helt for sig selv :-). Hun er simpelthen bare så dejlig på det tidspunkt - frisk og glad. Det er utroligt, hvordan man på en og samme tid synes, det er dejligt når de små sover, men efter nogle timer sidder man så og savner dem. Jeg tror, jeg har været ude mindst 4 gange i timen og tjekke, om hun nu er ok og trækker vejret - er det over pylret eller bare et udtryk for den ultimative kærlighed, man føler for det lille menneske????

Jeg kan jo så fint udnytte tiden her til at fortælle om vores dejlige jul hos Nicholas' familie. Vi var 6 voksne, Clara og 2 glade hunde. Det var super hyggeligt og dejlig stille og roligt. Jeg nød det rigtig meget og maden var fantastisk! Jeg var så heldig at få mandlen....wup wup!

D. 26. holdt vi julefrokost med hele Nicholas' familie med MEGET MEGET god mad og pakkeleg - også hyggeligt. D. 27. kørte vi så her til Fyn for at holde nytår med mine forældre.

Her er lige lidt billedspam :-).

Hav et skønt og festligt nytår og pas på øjne og fingre.








fredag den 23. december 2011

Status på december

Nu er det dagen før dagen og vi er på juleferie hos Nicholas' forældre i Sejs. Vi nyder tiden op til juleaften og glæder os til Claras første jul, selvom hun ikke fatter en brik af det, der skal foregå :-).

I den sidste adventsgave fik jeg et af mine ønsker herinde fra opfyldt - kan I huske dette indlæg med den smukke Etch lysestage fra Tom Dixon? Jeg var så heldig at få den i adventsgave den 4. søndag i advent - nu pynter den så smukt hjemme hos os


Den er jeg meget glad for og jeg synes, den er så fed!

Jeg synes december i år har været dejlig stille og rolig. Det har været skønt at være på barsel, fordi der ikke har været noget stress og jag omkring noget - alle burde have fri i december, så vi alle kunne nyde juletiden, i stedet for at stresse over alt det, der skal nåes, og den alt for korte tid, der er at nå det i. Hm, men hvem skulle så passe de syge, gamle, børn og hvem skulle stå i butikkerne, hvor vi skal købe vores gaver - måske skal ideen lige tænkes lidt mere igennem :-)....

Jeg er nu ved at glæde mig rigtig meget til i morgen aften og især til den gode gode julemad. Jeg har i denne december, for første gang siden jeg var barn, taget en beslutning om ikke at gide tænke over hvad jeg spier. Det er der flere grunde til - jeg vejer alligevel stadig meget mere end før jeg blev gravid, jeg ammer og det er derfor den periode i mit liv, jeg forbrænder mest uden at lave noget og så er det bare skønt ikke at have dårlig samvittighed over chokoladen, slikket, anden, den brune sovs, æbleskiverne osv. Det har været en dejlig beslutning - men jeg tog en anden beslutning på samme tid - nemlig at fra 3. januar (når vi kommer hjem fra nytårsferie), så er det slut - så skal der strammes op og ind på hele kroppen, så den kan få en svag lighed med, hvad den var pre graviditet. Jeg er sikker på det kommer til at gå fint, men kommer nok til at savne chokoladen - det bliver et sørgmodigt farvel d. 2. januar! BUT I CAN DO IT!!!!!!

Emneskift....Clara er blevet stor - altså ikke stor, som i voksen stor, men jeg synes godt nok, hun vokser og vokser (det skal hun selvfølgelig også, men det går bare så stærkt).... En god ting ved dette er at hun kommer til at kunne passe noget af det fine tøj, vi har fået, som hun ikke har kunnet passe ind til nu. Det gælder især noget meget fint hjemmestrik fra Nicholas' familie - her har hun bukserne fra et sæt på, som Nicholas' tante har strikket


Hjemmestrik er genialt og hun er så fin i det! Hun er nu 60 cm lang og vejer 5700 g - ikke så underligt jeg synes liften er ved at være tung :-) - jeg krydser fingre for, vi får den ønskede voksi pose i navngivningsgave - det vil være så skønt!

Hav nu en dejlig juleaften i familiens skød og spis masser af god mad - og vent med den dårlige samvittighed til januar!

torsdag den 15. december 2011

De bedste gaver!

Nu har det jo været advent hele to gange og jeg har fået to ting, jeg ønskede mig rigtig meget.

Denne pude

Og denne bog


Som jeg er gået i gang med, og den virker som en skøn, sjov, sørgelig og tankevækkende bog.


Derudover har vi holdt jul med mine forældre i sommerhus ved Vesterhavet, da vi ikke er sammen med dem juleaften - og jeg fik opfyldt mit største ønske i år - jeg fik nemlig denne telefon af Nicholas, mine forældre, min bror og kone, min morfar, Nicholas' forældre og Nicholas' søster og hendes kæreste.



Såååååå sejt - jeg er super super glad for den og er hele tiden overrasket over alle de sjove ting man kan bruge den til! Så kom jeg endelig med på mobil moden....

tirsdag den 6. december 2011

Jeg glæder mig til....

....sommerhus ved Vesterhavet med min familie (Nicholas, Clara, mine forældre og min bror) fra i morgen onsdag til onsdag i næste uge

....besøg hos mine forældre d. 17-18. december, hvor min kusine, der er gravid kommer og ser Clara for første gang.

....juleferie hos Nicholas' forældre i Sejs fra d. 22. december til d. 27. december.

....juleaften - Claras første :-) 

....sommerhus med mine forældre fra d. 27. december og en uge frem.

....fødselsdag hos en god veninde d. 9. januar.

...Claras navngivning d. 15. januar.

Der sker så mange skønne ting og der er så meget at være taknemmelig for! :-)

fredag den 2. december 2011

en lille tilføjelse

I mit indlæg om 1. søndag i advent tager jeg hele æren for vores advents dekoration.....det var ikke helt fair, fordi, faktisk er hele konceptet, ideen og farvevalget et fælles projekt og det er lige så meget Nicholas som mig, der har udtænkt dekoraitonen. Jeg stod 'kun' for den rent praktiske udformning alene... :-)

Julen nærmer sig

Julen begynder at nærme sig og det betyder bl.a. 1. søndag i advent. Den blev godt nok holdt mandagen efter, da vi ikke var hjemme den søndag. Det er jo Claras første jul, men vi er blevet enige om at, fordi hun er så lille i år, er det først næste år, hun rigtig kan introduceres til jul og alt hvad det indebærer. Derfor har jeg i år lavet pakkekalender til Nicholas og han har lavet adventskalender til mig. Den første gave var en KÆMPE æske fyldt chokolade - mums og en skrabejulekalender. Min mor har også lavet en fælles adventskalender til Nicholas og jeg (den sidste i følge hende, for fra næste år er det Claras tur) - i den fik vi en Toms chokolade julekalender og en skrabejulekalender, så der var godt med gaver denne første søndag (mandag) i advent - og vi har masser af chokolade til hele december :-).



Derudover skulle vores advents"krans" selvfølgelig også tændes. Jeg har selv kreeret dekorationen og er, for at være helt ærlig, ret stolt af den - jeg synes, den er blevet super cool og jeg er vild med farverne, som ikke er tradionelt julede.







Jeg håber, I alle derude husker også at nyde december og ikke lader jer stresse for meget. For ja december er stressende - man bruger for mange penge i forhold til hvad, der er sundt for ens konto, man kan ikke nå alt det, man gerne vil og alle de der julegaver skal jo også købes osv osv.....

Jeg prøver på at huske at nyde denne hygelige tid og fokusere på det, der er vigtigt, nemlig at tilbringe min tid med dem, jeg holder af og nyde alt det december også er - hygge, god mad, søde nisser, smukke julelys hvorend man kigger hen, konfekt, pebernødder, klejner, chokolade julekalender, 'Nissebanden på Grønland' og forhåbentlig sne :-). Så god december til alle!

I baggunnden ses den pakke kalender jeg har lavet til Nicholas - vi blev enige om at det først er næste år Clara kan forstå det med gaver, derfor skulle vi selv forkæles i år :-).




torsdag den 24. november 2011

Den ydmyge bolig....

Fik lige lyst til at vise lidt billeder fra vores hjem, der før Clara kom til verden virkede helt perfekt, men nu er lejligheden godt nok begyndt at virke lidt lille.....vi glæder os til, vi på et tidspunkt kan flytte til noget større.

Claras hjørne i soveværelset - det blå billede er malet af min far og Clara er meget begejstret - hun kigger altid på det (måske fordi det er til hendes favorit side....). Hun har også allerede utrolig mange bamser - både nye og gamle, med og uden lyd - super hyggeligt!
Billederne over bordet er jeg helt vild med - de er købt i Prag og er malet med farveblyanter af en sindsygt dygtig kunstner
Vores kogebogsbibliotek, der blev brugt flittigt før Clara blev født, nu er det lidt mere begrænset, hvor ofte vi tager os sammen og laver noget nyt og spændende - forhåbentlig kommer det hen af vejen, som hun bliver større og vi kan overskue at tænke lidt frem tiden :-)


Mine tedåser - jeg elsker te og samler på forskellige slags, både sort, hvid, grøn og rød - Nicholas kan ikke altid se pointen i at have så mange forskellige slags - jeg synes det er hyggeligt og jeg elsker mit dåsehjørne!
Lidt flere dåser - måske har jeg bare en svaghed for dåser - disse indeholder tebreve af forskellig art og kaffe (ja det siger måske sig selv, hvilken dåse....)

Køkkenet i sin helhed
Vores store flydersofa og et udsnit af vores fotovæg. Billedet over sofaen er malet af Nicholas' far.




Vores billedvæg - vi har selv taget billederne i løbet af vores 6 måneder i Canada
Spisepladsen i stuen - jeg ELSKER vores karnap - selvom den kun er måske 2 kvm, gør den stuen utrolig meget større og jeg synes den stil, den giver stuen er skøn!


Clara og hendes far (Nicholas) hygger inden sengetid :-)


Ja det var så lidt billeder fra vores hjem. Jeg er ret glad for vores lejlighed, selvom den er lidt lille og det er lidt bøvlet at bo på 2. med et lille barn. Jeg har boet her i 5,5 år og kommer til at savne den meget, når vi rykker til hovedstaden næste år.

Vil i øvrigt også lige sige, at denne blog og mine indlæg er lige så meget en dagbog for mig selv, og det jeg skriver afspejler følelser og tanker nu og her - tror det er sundt at skrive sine tanker ned - det er med til (i hvert fald for mig) at klare mit hovede og sætte tingene lidt i persepktiv. Jeg håber, at noget af det jeg skriver og viser, ikke kun er anvendeligt i min egen lille verden, men også kan bruges som inspiration, underholdning, opmuntring eller noget helt fjerde af andre derude. Jeg nyder i hvert fald at lave disse små indlæg og skrive lidt om mig selv, vores liv, vores datter og alt hvad der har med dette at gøre. Med tiden håber jeg, der kommer lidt indlæg med lidt mere kreativitet udi hjemmegjorte ting - vi må se, om ikke der bliver lidt overskud når lille pigen er lidt større....

søndag den 20. november 2011

Min kreative side

Det er gået op for mig, at jeg faktisk har en lidt kreativ side...jeg har i hvert fald fået mere og mere lyst til at give mig i kast med kreative gør det selv ting - dog synes jeg det kan virke lidt uoverskueligt ind i mellem. Forslag til 'nemme' kreativitets ting modtages med kyshånd.

Jeg vil samtidig gerne vise lidt af min nuværende kreativitet - Tjek derfor gerne denne side, hvor et udvalg af mine billeder ligger: www.playwithpics.wordpress.com. Nogle er meget redigerede, andre mere natural, håber i kan lide dem.

fredag den 18. november 2011

Præmie og billeder

Oven på mit lidt tunge indlæg, ville jeg lige vise jer den fine præmie fra give-away'en fra denne blog. Jeg kan se, hun også selv har lagt et billede af bukserne ud. Gaven indeholdt også to små røde bamse knapper, et smukt lilla julehjerte og et te brev (rigtig god te :-)) - fantastisk gave.


TUSIIIIIIND TAK for den fine gave, den vakte glæde i det lille hjem - hjertet kom op at hænge med det samme!



Så snart Clara kan passe bukserne kommer der et billede af hende med dem på. Indtil da er her lige et par billeder af hende, vores skønne skønne datter (hun sover lige nu :-)).




Vores smukke datter - 6 uger gammel i dag og en smule pylret....

Det kunne de godt have sagt....

Ja, som overskriften siger, så kunne nogen godt have fortalt lidt mere om, hvor hårdt det her mor noget rent faktisk er. Ikke fordi jeg ville gøre det om, eller ikke ville have fået Clara - ikke under nogen omstændigheder - men for måske at have været lidt mere forberedt.

Det, der især er kommet bag på mig, er ikke mangel på søvn, at være bundet til/af hende, amning eller de andre praktiske ting. Det er, hvor hårdt det er konstant at være i tvivl om, det, man nu gør, er rigtigt - jeg var på ingen måde forberedt på i hvor høj grad, jeg kunne komme til at tvivle på mig selv og mine egne evner. Der er konstant et eller andet, hvor jeg er usikker på, om jeg gør det rigtige, om jeg skal gøre noget andet, om hun nu er tilfreds, om hun nu skal sove, er hun sulten osv....Det er sgu hårdt!

Jeg håber, meget at det bliver bedre....det tror jeg, det gør. Efterhånden som jeg udvikler mig som mor, må jeg også få mere føling med det hele og ikke hele tiden være i tvivl om ALT.

Måske er det her især kommet bag på mig, fordi jeg ikke troede, jeg ville få det sådan. Inden Clara kom til verden, havde jeg en helt grundlæggende tro på, at det der med at være mor, det ville jeg godt kunne finde ud af. Jeg var sådan set forberedt på, at det ville blive hårdt pga. mangel på søvn osv, men jeg var på ingen måde forberedt på, at føle at jeg måske ikke bare kunne det der med at være mor.
Jeg ved godt med min fornuft, at jeg gør det godt og ikke kan gøre det anderledes, end jeg gør,men mine følelser siger det anderledes ind i mellem. Jeg ville godt bare lige have været lidt mere forberedt....

Puha, det var lidt af en klagesang - det var egentlig ikke meningen. Jeg elsker at være mor til Clara, og kan ikke forestille mig, hun ikke var der, men synes også, det er rart at få lidt luft for nogle af de ting, der går mig på som mor, det er jo bl.a. også det jeg vil bruge denne blog til. Det er jo også en del af det at blive mor. En mor bliver ikke kun til på en lyserød sky og i lalleglad optimisme - langt fra. Det kan jeg høre fra andre mødre - det er ikke bare fryd og gammen, men benhårdt og en proces, som det tager tid at komme igennem. Det tager tid at blive mor, men måske hører tvivl og dårlig samvittighed bare med, når man er mor, og det der sker, er at man med tiden bliver bedre til at tackle det, så man ikke render rundt med en klump i halsen halvdelen af tiden....jeg ved det ikke endnu, - jeg håber :-)

God weekend til alle jer derude.

torsdag den 10. november 2011

Ønsketing #2 og dillemma

Lige lidt flere smukke ting, der ville klæde vores hjem :-)

Woodlands vase

Stella Lysetage fra Kähler

Kande fra Anne Black

Og så har jeg et dillemma - jeg har nemlig fundet to runde retro duge på denne hjemmeside - det er umuligt at opdrive en rund dug i butikkerne, så derfor blev jeg meget begejstret, da jeg så disse runde duge.

Den første i grøn, kan ses her:



Den anden i rød/hvid mønster, kan ses her:



MEN hvilken skal jeg vælge (og sig gerne, hvis ikke I synes de overhovedet er fede - jeg er ikke så god til at spotte, hvad der er fedt og ufedt endnu :-))???? Håber I vil hjælpe mig.... :-)

mandag den 7. november 2011

Den skønneste weekend

Ja det har det været - en super skøn weekend.

Fredag - Clara var nem, mine forældre var på besøg, lækker take away mad fra Nordisk Spisehus, god søvn om natten :-).

Lørdag - til fødselsdag hos hende her i deres dejlige hus i Hasle (jeg er super misundelig) - med lækre hjemmebagte boller og mums lagkage!

Kias dejlige søn Hannibal, der lige er blevet 1 år, får også boller og lagkage

Fødselsdagsbarnet Kia og lille bitte Clara

Hannibal (der var lidt sløj) og Kias kæreste Daniel

Dejlig gåtur hjem i det begyndende aften mørke med Clara i barnevognen og spontant tilbage til Hasle til lækker aftensmad med Kia og Daniel, blev inspireret til lidt nytænkning omkring indretning af vores lejlighed og smukke ting, der kan shine den op - der kommer nok en ny ønskeseddel inden længe :-).

Søndag - besøg af to veninder fra gymnasiet, dejlig gåtur igennem Århus og en datter, der gerne ville sove, da hun blev puttet til natten.

Prikken over i'et - jeg vandt en give-away på denne blog - jubiiii! Glæder mig til at få nogle fine fine bukser til Clara! TAK Auvills Univers.

fredag den 4. november 2011

Ønsketing

Inspireret af min skønne veninde med denne blog (håber det er ok Kia :-)), laver jeg dette indlæg med ønsketing, som bare ville være SÅ smukke i vores lejlighed og som jeg kan gå og drømme om ind i mellem amningen, bleskiftene osv...

Tom Dixon Etch Lysestage

Smuk smuk rævepude fra by nord

 Stingray Gyngestol i hvidt læder - uuuhhh den er flot!


Bare lige et par smukke (alt for dyre) ting, jeg drømmer om!

onsdag den 2. november 2011

Lige nogle billeder af vores smukke datter

Den stolte far få timer efter fødslen
Clara sover super godt på sin fars mave

Hun kan ret godt lide at være i bad og slapper super meget af!

Sidder så fint med hjælp fra sin far :-)

Et helt nyt liv og en helt ny verden

Ja det tog sin tid og her mener jeg ikke fødslen, men at få forfattet et nyt indlæg til denne blog. Men nu ligger både Clara og hendes far og sover og så kunne jeg jo passende lige bruge tiden på at prøve at skrive noget ned omkring denne første tid.

D. 7.10.11 kom vores lille datter så til verden. En hurtig og fuldstændig efter bogen - ja næsten bedre end bogen - fødsel, som er den største oplevelse, jeg nogensinde har haft. Shit det var vildt. Det var eddermame ikke sjovt, at være i det, men her på den anden side af det, kan jeg, når jeg tænker tilbage, nærmest få et sug i maven over hvor vildt, det var. Jeg er sindsygt stolt af både mig selv (det er vel ok at sige det højt :-)) og Nicholas, som var den ultimative fødselshjælper/kæreste under hele forløbet.

Vi havde jo selvfølgelig inden fødslen gået til fødselsforberedelse og her havde jeg fået en klar ide om, at jeg ville have det rigtig godt med at sidde på knæ lænet ind over en yoga bold under mine veer. Dette har Nicholas selvfølgelig bidt mærke i, derfor spurgte han undervejs flere gange (måske var det kun 2, men jeg husker det som flere), om ikke jeg ville have bolden - jeg kunne jo bare sidde på den, hvis ikke jeg ville sidde på knæ på gulvet - hihi så sød - men det hele gik så stærkt og jeg havde så ondt, at den bold var helt ude af mine tanker og dybt lige gyldig for mig - sådan kan ting ændre sig når først man er i det. Efter ca. 2 timer på fødestuen kom pressetrangen og efter ca. 30-40 minutter var Clara født - fantastisk!

Så kom det fysiske bevis jeg snakkede om sidst og var jeg så mor nu? Ja det lille menneske, der lå der på min mave, var (er) jo mit barn, men samtidig var jeg også på det tidspunkt meget bevidst om, at hvis hun blev lagt i et rum med 10 andre nyfødte, ville jeg sgu nok ikke kunne kende hende :-). Det kan jeg godt nu!
Det at få sådan en lille størrelse ind i sit liv sætter så mange tanker og følelser i gang i en - det er jo vanvittigt overvældene, og sikke meget man kan komme til at tvivle på sig selv og sine egne evner som forælder. Heldigvis er Nicholas god til at forsikre mig om, at jeg gør det rigtig fint, men når den lille skriger i 1 time omkring midnat og ikke vil falde til ro, og hverken er sulten eller har noget i bleen, så kan det hele godt virke ret uoverskueligt. Vi har dog fået at vide, at det er altså helt normalt, at sådan nogle små nogen er urolige om aftenen, så vi væbner os med tålmodighed og glæder os til, hun lærer bare at falde i søvn.

Jeg ved godt, jeg egentlig spurgte, om man så blev mor, når den lille kom ud, men ikke svarede på mit eget spørgsmål - sandt at sige, så ved jeg det ikke... Ja jeg er mor nu, føler jeg, men jeg bliver hele tiden en bedre mor, fordi jeg lærer mig barn bedre at kende, og hun lærer mig bedre at kende, og på den måde udvikles moderen i mig hele tiden, føler jeg. Men det tager tid, det der med at lære hinanden at kende - puha jeg har følt mig på bar bund og herrens mark samtidig utallige gange de sidste 3,5 uge - men det hører vel med og efterhånden sker det forhåbentlig sjældnere og sjældnere. Det hele handler jo bare om, at det eneste der tæller og er vigtigt, er om det lille menneske er tilpas - hvis hun er det, så kan alt andet være fuldstændig ligegyldigt!

Ja jeg synes jeg er mere tryg i rollen som mor nu og bliver det forhåbentlig mere og mere - 'rollen som mor' - det er egentlig noget lidt spøjst noget at sige, for man påtager sig jo ikke en rolle, når man bliver mor. Det er jo noget, man er, helt ind i ens inderste og dybere ind, hvis det findes. En rolle kan vel tages af og på - det kan man ikke som mor, man holder aldrig op med at være mor, eller kan lukke af for det. Selvom man ikke lige sidder med den lille i armene, så er hun stadig 100% til stede i ens bevidsthed - hm bare nogle tanker over et egentlig ret brugt udtryk...

Nå men hvad får vi så hverdagen til at gå med...bleskift, sovning, amning, gåture, tøjvask og så læser jeg en del bøger (vil lige anbefale Jakob Ejersbo's Afrika-trilogi, hvis nogen mangler godt læsestof!). Jeg nyder (nu) at gå hjemme og kun gå op i min datters behov og lade min rytme styre af hendes - eller mangel på samme, men det tog lidt tid at vænne sig til, at det var ok, at være vågen om natten, for jeg skulle jo ikke noget næste dag :-). Det er ved at være sunket ind, at vores liv aldrig bliver de samme igen, og at vi for altid vil putte den lille prut i første række, men det gør vi glædeligt 99 % af tiden (så er der lige den ene %, hvor man godt kunne tænke sig, bare at kunne gå i seng og sove, når man var træt, uden at tænke på, om hun er vågen eller ej...). Lige nu nyder vi at være en lille familie - Nicholas har barsel sammen med mig indtil april/maj, det er en kæmpe hjælp og giver en ro og tryghed, fordi vi kan være fælles om det hele - det kan klart anbefales!

Jeg tror det var det for nu - en masse (måske) forvirrende tanker fra mig om det at være mor - jeg er ret vild med det!

mandag den 26. september 2011

Det fysiske bevis på at være mor

Nu sidder jeg så her på min terminsdato og forsøger at skrive det første indlæg...det viser sig at være sværere end jeg troede.

Hvad det vil det egentlig sige at blive mor og hvornår bliver man mor - når man bliver gravid, når barnet fødes eller er det at blive mor en kontinuerlig proces som foregår paralelt med at ens barn/børn vokser op - bliver man ved med at blive mor??? 

For mit vedkommende, så er der er i hvert fald et afgørende skridt på vejen, som mangler - barnet, det fysiske bevis på, at man er mor. Og hvornår kommer så denne lille størrelse???? Der er ingen, der kan fortælle mig det og det er ved at drive mig til vanvid! Jeg kan godt lide at have kontrol over tingene, at kunne styre slagets gang og kunne forberede mig på, hvad der skal ske i dag, i morgen osv. Det kan jeg ikke i dette tilfælde og det kræver al min selvkontrol (og min kærestes tålmodighed) ikke at bryde sammen, allerede inden det lille mennesker overhovedet er kommet til verden. Jeg ved godt, at nu går der ikke længe osv. osv., men det er som om det ikke helt hjælper....jeg vil bare gerne føde NU! TAK! Jeg vil jo så gerne være mor og på en eller anden måde føles det som om, at det bliver jeg i hvert fald ikke, før jeg har født.

Men er det at føde så det der gør at man bliver mor? For jeg har jo egentlig allerede en følelse af at være mor på et eller andet plan, men det er som om klubben for mødre stadig er lukket, så længe der ikke er en lille rynket kønsubestemmelig klump, som det fysiske bevis på, at jeg som andre mødre har gennemgået en fødsel og dermed kan holde mit barn i armene, som en rigtig mor... Jeg giver dem ret, jeg er ikke rigtigt mor endnu - jeg kan føle mig som mor, i den forstand at jeg elsker det lille menneske, der stadig er inde i min mave højere end noget andet og vil gøre alt hvad jeg kan for at beskytte det, men er det nok?

Jeg vil vende tilbage efter fødslen (måske før) og fortælle om det at føde så gør en til mor.