fredag den 18. november 2011

Det kunne de godt have sagt....

Ja, som overskriften siger, så kunne nogen godt have fortalt lidt mere om, hvor hårdt det her mor noget rent faktisk er. Ikke fordi jeg ville gøre det om, eller ikke ville have fået Clara - ikke under nogen omstændigheder - men for måske at have været lidt mere forberedt.

Det, der især er kommet bag på mig, er ikke mangel på søvn, at være bundet til/af hende, amning eller de andre praktiske ting. Det er, hvor hårdt det er konstant at være i tvivl om, det, man nu gør, er rigtigt - jeg var på ingen måde forberedt på i hvor høj grad, jeg kunne komme til at tvivle på mig selv og mine egne evner. Der er konstant et eller andet, hvor jeg er usikker på, om jeg gør det rigtige, om jeg skal gøre noget andet, om hun nu er tilfreds, om hun nu skal sove, er hun sulten osv....Det er sgu hårdt!

Jeg håber, meget at det bliver bedre....det tror jeg, det gør. Efterhånden som jeg udvikler mig som mor, må jeg også få mere føling med det hele og ikke hele tiden være i tvivl om ALT.

Måske er det her især kommet bag på mig, fordi jeg ikke troede, jeg ville få det sådan. Inden Clara kom til verden, havde jeg en helt grundlæggende tro på, at det der med at være mor, det ville jeg godt kunne finde ud af. Jeg var sådan set forberedt på, at det ville blive hårdt pga. mangel på søvn osv, men jeg var på ingen måde forberedt på, at føle at jeg måske ikke bare kunne det der med at være mor.
Jeg ved godt med min fornuft, at jeg gør det godt og ikke kan gøre det anderledes, end jeg gør,men mine følelser siger det anderledes ind i mellem. Jeg ville godt bare lige have været lidt mere forberedt....

Puha, det var lidt af en klagesang - det var egentlig ikke meningen. Jeg elsker at være mor til Clara, og kan ikke forestille mig, hun ikke var der, men synes også, det er rart at få lidt luft for nogle af de ting, der går mig på som mor, det er jo bl.a. også det jeg vil bruge denne blog til. Det er jo også en del af det at blive mor. En mor bliver ikke kun til på en lyserød sky og i lalleglad optimisme - langt fra. Det kan jeg høre fra andre mødre - det er ikke bare fryd og gammen, men benhårdt og en proces, som det tager tid at komme igennem. Det tager tid at blive mor, men måske hører tvivl og dårlig samvittighed bare med, når man er mor, og det der sker, er at man med tiden bliver bedre til at tackle det, så man ikke render rundt med en klump i halsen halvdelen af tiden....jeg ved det ikke endnu, - jeg håber :-)

God weekend til alle jer derude.

3 kommentarer:

  1. Ja, det er hårdt at blive mor. Men det er det nu også 3. gang. Ja, man har lært alle de grundlæggende ting, men børn er forskellige og derfor starter man alligevel lidt forfra hver gang. Men fat mod, du skal nok finde dig til rette, når du lærer hende lidt bedre at kende:-)

    SvarSlet
  2. Hej Anna!

    Jeg kan helt klart følge dig. Det er bare SÅ hårdt at blive mor, ja og far for den sags skyld. Som jeg skrev i et tidligere indlæg, så tror folk (nogle tror) ofte at man bliver 'kedelig', ting går i stå og der ikke sker noget, hos dem der får børn. Men det er jo helt det modsatte.. der sker SÅ meget, at man knap nok selv kan følge med, og dermed ikke kan overskue meget andet.

    Jeg kan stadig få en klump i halsen, når jeg tænker på at jeg er MOR.. at jeg har så stort et ansvar. Tænk nu hvis man ikke gjorde det godt nok? Tænk nu hvis man satte et traume i livet på sine små afkom?? Men så prøver jeg at finde min sunde fornuft frem (som du også skriver om) og kommer i tanker om, at det jeg gør er det bedste jeg kan og at det faktisk er meget godt. Man skal følge sit hjerte, lytte til sine fornemmelser og gøre hvad man synes der er godt.. så kan man ikke gøre så meget mere! Usikkerheden SKAL være der, især med den første og især helt i starten.. alt andet ville være mærkeligt!
    Jeg ved du er en god mor og gør det så godt du kan, og jeg er sikker på at Clara har det som blommen i et æg!
    Håber det hjalp lidt?

    Knus herfra

    SvarSlet
  3. @ Auvills Univers - tak for din kommentar, dejligt med lidt erfarent input :-) Glæder mig til at jeg føler mig lidt erfaren også!

    @ Kia - dejligste veninde, tak for din kommentar. Nej man bliver slet ikke kedelig - som du siger, der sker det modsatte, det er nok kun andre forældre der kan forstå det. Godt vi kan hjælpes ad med at minde hinanden om den sunde fornuft så, når vi ind i mellem bliver usikre. Ih jeg er glad for jeg har dig som veninde! Ja jeg tror egentlig også Clara har det ganske udemærket, og så er hun en lille dame, der ved hvad hun vil, eller måske især hvad hun ikke vil, og det kan høres når der er noget hun ikke vil :-). Glæder mig til vi ses igen, sig til, når du har tid og overskud ved siden af jobbet. Knus

    SvarSlet