Ja det tog sin tid og her mener jeg ikke fødslen, men at få forfattet et nyt indlæg til denne blog. Men nu ligger både Clara og hendes far og sover og så kunne jeg jo passende lige bruge tiden på at prøve at skrive noget ned omkring denne første tid.
D. 7.10.11 kom vores lille datter så til verden. En hurtig og fuldstændig efter bogen - ja næsten bedre end bogen - fødsel, som er den største oplevelse, jeg nogensinde har haft. Shit det var vildt. Det var eddermame ikke sjovt, at være i det, men her på den anden side af det, kan jeg, når jeg tænker tilbage, nærmest få et sug i maven over hvor vildt, det var. Jeg er sindsygt stolt af både mig selv (det er vel ok at sige det højt :-)) og Nicholas, som var den ultimative fødselshjælper/kæreste under hele forløbet.
Vi havde jo selvfølgelig inden fødslen gået til fødselsforberedelse og her havde jeg fået en klar ide om, at jeg ville have det rigtig godt med at sidde på knæ lænet ind over en yoga bold under mine veer. Dette har Nicholas selvfølgelig bidt mærke i, derfor spurgte han undervejs flere gange (måske var det kun 2, men jeg husker det som flere), om ikke jeg ville have bolden - jeg kunne jo bare sidde på den, hvis ikke jeg ville sidde på knæ på gulvet - hihi så sød - men det hele gik så stærkt og jeg havde så ondt, at den bold var helt ude af mine tanker og dybt lige gyldig for mig - sådan kan ting ændre sig når først man er i det. Efter ca. 2 timer på fødestuen kom pressetrangen og efter ca. 30-40 minutter var Clara født - fantastisk!
Så kom det fysiske bevis jeg snakkede om sidst og var jeg så mor nu? Ja det lille menneske, der lå der på min mave, var (er) jo mit barn, men samtidig var jeg også på det tidspunkt meget bevidst om, at hvis hun blev lagt i et rum med 10 andre nyfødte, ville jeg sgu nok ikke kunne kende hende :-). Det kan jeg godt nu!
Det at få sådan en lille størrelse ind i sit liv sætter så mange tanker og følelser i gang i en - det er jo vanvittigt overvældene, og sikke meget man kan komme til at tvivle på sig selv og sine egne evner som forælder. Heldigvis er Nicholas god til at forsikre mig om, at jeg gør det rigtig fint, men når den lille skriger i 1 time omkring midnat og ikke vil falde til ro, og hverken er sulten eller har noget i bleen, så kan det hele godt virke ret uoverskueligt. Vi har dog fået at vide, at det er altså helt normalt, at sådan nogle små nogen er urolige om aftenen, så vi væbner os med tålmodighed og glæder os til, hun lærer bare at falde i søvn.
Jeg ved godt, jeg egentlig spurgte, om man så blev mor, når den lille kom ud, men ikke svarede på mit eget spørgsmål - sandt at sige, så ved jeg det ikke... Ja jeg er mor nu, føler jeg, men jeg bliver hele tiden en bedre mor, fordi jeg lærer mig barn bedre at kende, og hun lærer mig bedre at kende, og på den måde udvikles moderen i mig hele tiden, føler jeg. Men det tager tid, det der med at lære hinanden at kende - puha jeg har følt mig på bar bund og herrens mark samtidig utallige gange de sidste 3,5 uge - men det hører vel med og efterhånden sker det forhåbentlig sjældnere og sjældnere. Det hele handler jo bare om, at det eneste der tæller og er vigtigt, er om det lille menneske er tilpas - hvis hun er det, så kan alt andet være fuldstændig ligegyldigt!
Ja jeg synes jeg er mere tryg i rollen som mor nu og bliver det forhåbentlig mere og mere - 'rollen som mor' - det er egentlig noget lidt spøjst noget at sige, for man påtager sig jo ikke en rolle, når man bliver mor. Det er jo noget, man er, helt ind i ens inderste og dybere ind, hvis det findes. En rolle kan vel tages af og på - det kan man ikke som mor, man holder aldrig op med at være mor, eller kan lukke af for det. Selvom man ikke lige sidder med den lille i armene, så er hun stadig 100% til stede i ens bevidsthed - hm bare nogle tanker over et egentlig ret brugt udtryk...
Nå men hvad får vi så hverdagen til at gå med...bleskift, sovning, amning, gåture, tøjvask og så læser jeg en del bøger (vil lige anbefale Jakob Ejersbo's Afrika-trilogi, hvis nogen mangler godt læsestof!). Jeg nyder (nu) at gå hjemme og kun gå op i min datters behov og lade min rytme styre af hendes - eller mangel på samme, men det tog lidt tid at vænne sig til, at det var ok, at være vågen om natten, for jeg skulle jo ikke noget næste dag :-). Det er ved at være sunket ind, at vores liv aldrig bliver de samme igen, og at vi for altid vil putte den lille prut i første række, men det gør vi glædeligt 99 % af tiden (så er der lige den ene %, hvor man godt kunne tænke sig, bare at kunne gå i seng og sove, når man var træt, uden at tænke på, om hun er vågen eller ej...). Lige nu nyder vi at være en lille familie - Nicholas har barsel sammen med mig indtil april/maj, det er en kæmpe hjælp og giver en ro og tryghed, fordi vi kan være fælles om det hele - det kan klart anbefales!
Jeg tror det var det for nu - en masse (måske) forvirrende tanker fra mig om det at være mor - jeg er ret vild med det!
