Hvem ser fejlene?

Jeg har i dag fået fjernet et modersmærke, ikke fordi det på nogen måde var farligt, men fordi det var grimt, synes jeg. Det sad lige ved højre mundvig og lignede en stor knop/bums. Jeg har haft det så længe, jeg kan huske og er egentlig med tiden blevet mere og mere træt af det. Jeg troede ikke, jeg kunne få det fjernet, medmindre jeg selv ville betale for det. Men jeg spurgte aligevel min læge, og hun sagde så, at hun sagtens kunne lave en henvisning til mig, så jeg kunne få det fjernet. I dag var jeg så på plastikirurgisk klinik og få det fjernet og blev syet med 3-4 sting. Da jeg hentede Clara i vuggestuen forklarede jeg, hvorfor jeg havde et plaster i hovedet, og pædagogen siger så, at hun aldrig havde lagt mærke til det!
Det fik mig til at tænke - hvem der egentlig overhovedet lægger mærke til de små 'fejl', vi selv ser? Er der overhovedet andre, der ser dem? Jeg tror faktisk, vi selv lægger mere mærke til dem, end andre gør. På den ene side, for på den anden bliver de jo også en del af os, som vi ikke ser, som i rigtigt ser, fordi de jo bare er der og er en del af os. Men hvorfor så gå ud og blive skåret og syet i?

Jeg kan kun tale for mig selv i den situation - det 100 % for min egen skyld. Jeg er faktisk ligeglad med om andre så det - jeg synes. det var grimt, og derfor ville jeg gerne have det fjernet. Det må på en eller anden måde være den målestok, man bliver nødt til at stille det op i forhold til. Jeg tror, når man vælger at få foretaget kosmetiske indgreb (ligegyldigt om det drejer sig om et lille modersmærke, bryster, mave eller andre ting), så er det vigtigste, at det er for ens egen skyld, man gør det, og ikke for nogen andres eller for at andre skal tænke anderledes om en. Og det er jo netop det, der på en eller anden måde bliver utrolig svært, når skønhedsidealet ligger så langt fra virkeligheden for ret mange kvinder, for hvem er perfekt over det hele? Og når skønhedsidealet så gør en usikker, og det får en til at ændre noget, for at blive mere selvsikker - hvis skyld gør man det så for - umiddelbart vil man jo svare sin egen, men hvis nu idealet var anderledes, var det ikke sikkert man ville ændre noget - så bliver det i sidste ende for andres skyld, eller i hvert fald på grund af andre (andet), at nogle ender med at få foretaget visse indgreb.
Og ydermere - kan man overhovedet stoppe igen, hvis man ikke få mærket efter, hvad der er vigtigst og hvorfor det og det indgreb er vigtigt? For jeg tror ikke, nogen nogensinde kan opnå det ideelle, dels fordi man aldrig bliver perfekt - og gudske lov for det og dels fordi jeg ikke tror på det ideelle findes. Det ideelle for mig er ikke det idelle for dig. Det kan godt være, der er nogle gængse begreber i forhold til en ideel krop som size 0, flad mave, et bestemt BMI osv. som gør, at vi tror, vi alle synes, det samme er det ideelle, men jeg tror ikke, det forholder sig sådan. Vi opfatter alle disse ting forskelligt og tillægger det forskellig betydning, alt afhængig af vores egen kontekst og derfor giver det ikke mening at stræbe efter npget ideelt, medmindre man er opmærksom på, at det er ens egen opfattelse af ideal man går efter og at det dermed er for ens egen skyld, man vælger at gøre det, man gør. En anden side af sagen for mig personligt, er at jeg ikke tror, jeg kommer til at opnå det ideal, jeg har i forhold til mig egen krop - men det har jeg accepteret og det er faktisk ok. Jeg kan godt drømme om fast lille numse, faste bryster, minus appelsinhud og en flad mave...men det er bare ikke realistisk og det er ok, jeg kan godt være tilfreds alligevel. ;Men min bumselignende gevækst var jeg sgu ikke tilfreds med og nu er den væk - skønt!

Puha....sikke en smøre...tankerne fik lige lov at myldre og der var flere end, jeg lige troede...håber det giver mening...

Blog anbefaling

Har netop opdaget en ny blog - den handler om skilsmisse og en masse andet - det er god, trist, sjov, ulykkelig, underholdende læsning - så tjek den ud. Jeg er i hvert fald både blevet underholdt og krydser samtidig fingre for jeg aldrig kommer i den situation, for det er samtidig uendeligt trist.

Bloglovin

Som så mange andre i blogland skriver, så dør Google Reader - hvis I stadig vil følge min blog (det håber jeg virkelig I vil :-)), så gå ind her og opret dig og følg mig på bloglovin - det er nemt og der kan man like posts - jubiii - det har jeg ofte manglet!

Hvis I gerne vil følge de blogs I plejer at følge med Google Reader med Bloglovin, kan I nemt importere alle blogs på en gang (jeg har lånt guiden her):

1. Gå ind i Settings  Bloglovin
2. Scroll ned i bunden og tryk på Importer Blogs
3. Vælg Import Blogs fra Google Reader, tillad at Bloglovin får adgang til din google konto og vupti, så er det hele der - easy peasy!

Husk I kan også følge mig på Instagram - jeg øver mig i at bruge det og håber jeg bliver bedre og bedre :-) - navn: annaniskron

Tvivlen blev gjort til skamme

Jeg er i gang med at søge praktik plads til efteråret og har haft det ret svært med det, fordi jeg synes, alle andre virker til at have meget mere erfaring og ikke mindst relevant erfaring, end jeg har...Jeg har derfor skulle presse mig selv lidt og også søge de jobs, jeg troede, jeg ikke ville komme i betragtning til, fordi andre ville være mere interessante for virksomhederne. Jeg har gjort sagt tvivlet godt og grundigt på egne evner....den tvivl er nu gjort fuldstændig til skamme!

Jeg er nemlig blevet indkaldt til 2 samtaler! Lige nu hedder statistikken - 2 ansøgninger sendt ud = 2 samtaler - jeg er ovenud lykkelig.

Begge stillinger har fokus på kommunikation, som er det jeg brænder for (men som jeg ikke troede, jeg ville have erfaring nok til at komme til at arbejde med i min praktik) og det er hhv. ved det danske kulturinstituts hovedkontor og hos Dong - jeg ved godt det 'kun' er samtaler og jeg ikke har fået noget af stillingerne endnu, men jeg er lykkelig for bare at komme til samtale - det betyder jo, at jeg har noget at byde på og det er en fed fornemmelse. Det er fedt at vide at ens CV rent faktisk er interessant for virksomheder. Det kan være svært, når man bare laller rundt i sin studieboble og ikke har nogen ide om, hvad de gerne vil have derude i den virkelige verden. Nu ved jeg at jeg har et eller andet de måske gerne vil have, så skal jeg bare give den gas til samtalerne, så jeg i det mindste får en af stillingerne...ellers søger jeg nogle flere steder og så får jeg noget et andet sted - nu tror jeg jo rent faktisk på, at det kan lade sig gøre :-)

Yay for selvtillidsboost!

Tøjs trælshedsfaktor

Hvorfor synes børn altid det er møg irriterende at skulle have tæj på?

Det er næsten ligegyldigt om det er det ene eller den anden slags tøj - body, bukser, bluser, trøjer, nattøj, overtøj osv...det er bare sjældent noget, de (læs Clara) synes, er en god ide og jeg undres....

Hvordan kan det være så slemt? Er det fordi, andre bestemmer, de skal noget og at de pr. definition er imod, når andre bestemmer? Er det fordi, det bare er sjovere, ikke at have tøj på, men vi voksne er indoktrineret med en ide om, at det er bedst?

Har I andre gode ideer til, hvordan det kan være tøj i nogle børns øjne bare er unødvendigt?